Gå videre til hovedindholdet

Nordisk forårs-fad




Så er det da endelig-endelig  og langt om længe blevet ægte forår (sådan ind i mellem), og hvor Ronja Røverdatter bruger sit forårs-skrig til at byde foråret velkommen, har jeg til samme formål kreeret dette forårsfad, der er fyldt med alle de godter foråret har at byde på rent madmæssigt, som f.eks. asparges, rabarber, radisser og karse. 

Selvom der er mange elementer på forårsfadet, er de eneste ting, der kræver nogen egentlig form for forberedelse  rabarberchutneyen, tunmoussen og karsemayonaisen. Alle tre dele kan laves i god tid, inden man skal spise, og når det så er spisetid, er det bare at sætte hele molevitten på bordet, slå sig ned og nyde rå mængder af små lækre forårs-hapsere uden at skulle løbe frem og tilbage for at lune, hente eller færdiggøre noget.

Velkommen forår!
Tunmousse

Karse-mayonaise

Rabarberchutney

Rugbrødschips med tunmousse og sprødt lyst brød med gouda-ost og rabarberchutney 

Grillet asparges dyppet i karse-mayonaise
Nordisk forårs-fad
Grøntsager, f.eks. gulerødder, radisser, sukkerærter og grillede asparges
Brød, f.eks. rugbrødschips og små, sprøde lyse brød
Ost, f.eks. gouda og blåskimmelost samt nødder i honning
Frugt eller bær, f.eks. blåbær
Spiselige blomster til pynt, f.eks. stedmoderblomster

Karse-mayonaise
2 pasteuriserede æggeblommer (rumtemperatur)
½ tsk fint salt
½ tsk sød sennep (kan udelades)
Ca. 1½ dl solsikkeolie (eller anden smagsneutral olie)
Karse (ca 2 spsk)

Det vigtige her er, at æggeblommer og olie har samme temperatur, og at man hælder olien i lidt ad gangen - ellers skiller mayo'en nemt. Start med at røre salt og sennep godt ud i æggeblommerne i en mellemstor skål. Jeg bruger et old school piskeris, men man kan også bruge en stavblender. Start herefter med at dryppe olie i æggeblommerne lidt ad gangen. Pisk-pisk-pisk så olie og æg ikke skiller. Efterhånden kan man hælde mere og mere olie i ad gangen. Hæld olien i i en fin, tynd stråle og pisk-pisk-pisk. Hak karsen groft og bland den i. Smag til med fint salt og evt. lidt mere karse. Lad gerne stå og trække smag i køleskabet i et par timer, om muligt.

Rabarber-chutney (ca. 3½ dl)
500 g rabarber
½ dl vand
1 rødløg 
1 dl sukker
2 spsk eddike (jeg brugte hvidvinseddike)
1 tsk salt
Evt lidt atamon (for længere holbarhed)

Rens rabarberne og skær dem i ca 2 cm store stykker. Skær rødløgget i tynde skiver. 
Kom alle ingredienserne i en gryde. Bring i kog, kom låg på og lad simre 20-25 min til rabarber og løg er møre. Rør i gryden et par gange undervejs. Lad afkøle let før det hældes i et rent, varmt glas. Opbevares på køl.

Tunmousse (ca. 4 pers)
1 ds tun
25 g. smør
3 spsk creme fraiche
1-2 spsk citronsaft
2 spsk kapers
Dild
Salt & peber
1 citron til servering

Dræn tunen og kom den i en skål. Smuldr den med fingrene. Kom smør i og smuldr eller rør til tun og smør er helt blandet. Kom creme fraiche og citronsaft i. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere citronsaft. Pynt med dild og ekstra citron.

Stil hele herligheden på bordet og lad folk tage for sig af retterne - og gør selv det samme!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)